Problemet

Hvorfor er skattely et problem?


Skat er omfordeling. Skat er vores fælles ansvar. Og så er skat den langsigtede og bæredygtige måde at betale for uddannelse, sundhed og udvikling overalt på jorden, fra Næstved til Nairobi.

Herhjemme mister statskassen hvert år flere milliarder, fordi nogle utro virksomheder via lidt for smarte finter flytter deres overskud i skattely. De betaler ikke deres fair andel af udgifterne til skoler, sundhed og veje - ting, som de i øvrigt selv nyder godt af. Det underminerer vores fælles velfærd.

Men som altid er det de fattigste, der bliver hårdest ramt: Udviklingslandene mister mere end 700 milliarder kroner hvert år på grund af regler, der gør det lovligt for virksomheder at smutte uden om skatteindbetalingerne, selvom de tjener masser af penge i disse lande.

De multinationale virksomheder udnytter smuthuller i den internationale lovgivning til at flytte overskud hen over landegrænser og uden om skattemyndighederne. Men det var aldrig meningen, da reglerne blev lavet. Det er uansvarligt og moralsk forkert, ligesom utroskab i et parforhold.

Heldigvis kan vi ændre på lovgivningen. Det kræver bare, at vi står sammen og får vores politikere til at sætte ind mod skattely.

Hvorfor kommunerne?


Hvert år køber kommunerne ind for 87 milliarder kroner hos private virksomheder. Det er det samme, som det koster at drive over 2.100 danske folkeskoler i et år! Lige nu er der ingen, der tjekker, hvor de penge ryger hen bagefter. Men eftersom vi gang på gang ser, hvordan store virksomheder laver aggressiv skatteplanlægning, er der grund til se forholdene efter i sømmene.

Kommunerne har et særligt ansvar for at bekæmpe skattely, fordi de jo selv er finansieret via skatten. Det er dine og mine penge, de bruger til at betale deres leverandører med. De penge skal ikke gå via skumle skuffeselskaber ned i lommerne på utro virksomhedsejere, der tager fra det danske samfund uden at give noget igen.

Skattely går også ud over alle de virksomheder, der opfører sig ordentligt og betaler deres fair andel til fællesskabet. De små, lokale virksomheder bliver udsat for uretfærdig konkurrence, når de byder ind på velfærdsopgaver ude i kommunerne. For de store internationale virksomheder kan tilbyde en lavere pris på opgaverne, fordi de sparer skatten. Det er ikke fair.

I det lange løb vil kommunernes indsats mod skattely være et vigtigt skridt til at afmontere det hemmelighedskræmmeri, som skattely tilbyder. De 87 milliarder kroner, som kommunerne forvalter, vil i sig selv være et incitament til at få mange store virksomheder til at opføre sig ordentligt. Og det vil påvirke hele den globale dagsorden om skattely.

Hvad kan jeg gøre?


Det kan virke helt uoverskueligt at kæmpe imod skattely. Som almindelige borgere har vi hver for sig hverken særligt mange penge eller særligt meget magt. Men vi har et stærkt kort på hånden: Vores fælles kommunale skattekroner. Hele 87 milliarder kroner køber kommunerne hvert år ind for hos private virksomheder. Det er dine og mine penge. Vi kan stille krav om, at de kun bliver brugt til at handle med ansvarlige virksomheder, der betaler en fair skat. Ellers er vi bare til grin for vores egne skattekroner.

Din kommune kan stille krav om at vide, om dine skattekroner ender i skattely. Hvis en virksomhed ikke vil dokumentere, at den spiller efter reglerne, må kommunen jo lave sine kontrakter med nogle af de virksomheder, som godt kan. For dem findes der faktisk rigtigt mange af!

Den gode nyhed er, at det ikke er hverken Donald Trump eller Angela Merkel, du skal overbevise – men dine egne lokalpolitikere, som du møder i skolegården, til fodbold eller nede i Brugsen. Du kan få dem til at tage stilling til skattely i dag. Så ved du, hvad du kan forvente efter kommunalvalget 21. november.

Jo flere der vælger skattelyfirmaerne fra, desto større pres er der på firmaerne for, at de gentænker deres strategi. Sammen med kommuner, regeringer og firmaer i andre lande skubber vi på for en global omstilling, hvor skatteundvigelse ikke betaler sig. I Spanien har Oxfam for eksempel allerede fået mere end 60 kommuner til at kæmpe imod skattely. Det virker!

Hvad kan kandidaterne gøre?


Kandidaterne til kommunalvalget skal i første omgang love at arbejde for, at deres kommune siger nej til at handle med virksomheder, som spekulerer i at flytte skattekoner i skattely. Helt konkret betyder det, at kommunerne skal skrive under på et charter, hvor de forpligter sig til at stille krav om skattepolitik og gennemsigtighed til de virksomheder, de indgår kontrakter med.

Hvorfor lige nu?


Det er nu, vi vælger de lokalpolitikere, der skal sidde de næste fire år. Og det er i valgkampen, at vi almindelige borgere har lettest ved at få politikerne i tale. Desuden vil du vel gerne vide, om du sætter kryds ud for en kandidat, der bekymrer sig om skattely?

Den globale forbindelse


For regeringer i verdens fattige lande er skatteindtægter fra virksomheder en væsentlig del af de penge, de har til at uddanne lærere, ansætte læger og sørge for rent vand til børn og voksne. Men uden at bryde en eneste lov kan multinationale virksomheder flytte deres overskud og tab på tværs af landegrænser og i skattely - for at betale mindre i skat. Det giver sorte tal på bundlinjen og fede bonusser til topledelsen. Men resultatet er også, at der ikke er penge til medicin på hospitalerne eller gode lærere i skolerne. FN estimerer, at store virksomheders skatteundvigelse koster de fattigste lande mindst 700 milliarder kroner om året. Det er nok til at give en uddannelse til de 124 millioner børn, der lige nu ikke går i skole. Og til at sørge for sundhed, der kunne forhindre, at seks millioner børn dør hvert eneste år.

Det er selvfølgelig ikke nok, at fattige lande får bedre mulighed for at opkræve skatter fra selskaberne. De skal også bruge dem til gavn for borgerne. Derfor arbejder Oxfam tæt sammen med partnere i mange udviklingslande om at holde regeringerne i ørerne, sikre gennemsigtighed i landenes budgetter og for eksempel kræve af regeringerne, at de bruger flere penge på uddannelse.

Skattely fastholder mennesker i fattigdom. Sådan bør det ikke være! I disse år kæmper gode kræfter lige fra EU til Verdensbanken og Albertslund Kommune for at lave systemet om, så virksomhederne ikke længere kan slippe for at betale skat der, hvor de tjener deres penge. Det internationale økonomiske system er ingen naturlov. Det er skabt af mennesker – hvis vi er mange nok, der står sammen, kan vi lave det om. Vær med!